Staged
Solo booth at Market Art Fair, Stockholm, presented by Gallery KANT, 2016.
Mennesket er, som den øvrige natur omkring os, evolutionær. Vi læner os op af tidligere tiders mennesker, såvel fysiologisk som psykologisk og erfaringsmæssigt.
Kunsten er på samme vis evolutionær; den er under konstant udvikling og læner sig op af tidligere tiders kunst. Hovedet, ansigtet og masken er et af de mest benyttede motiver i kunsthistorien, lige fra den tidlige primitive kunst over modernismen og til i dag. Motivet er på en gang både komplekst og banalt og kan henvise til det psykologiske, religiøse eller magtrelaterede.
Lars Worms skulpturer bygger videre på denne tradition. Og deres umiddelbart modernistiske udtryk bliver via materialernes trivialiteter båret videre til en humoristisk parafrase over eksotiske masker og videre igen til et spejl for det handlingslammede menneske uden ånd og vilje, og som simpel iagttager.
Med installationen “Staged” til MARKET anslår Lars Worm forbindelsen også til teaterets verden og til mennesket som en relationel figur, der agerer i forskellige roller ud fra den givne scene og platform.
Vore ansigter og hoveder bliver holdt oppe og på plads af en krop. Det er i ansigtet og i kropsholdningen at mennesket aflæses. Ansigtet fungerer som en maske med en grimasse, man kan påtage sig efter behov. Men hovedet er samtidig også den menneskelige harddisk, genstanden for lagring og læring.